Vil du gerne på et besøg? Kontakt os her >>
Shit eller Chanel? Advarsel: Hemmeligheder i sigte.
Advarsel: I dette indlæg bliver der afsløret hemmeligheder, så kan du ikke holde på hemmeligheder, bliver du nødt til at stoppe med at læse nu.
Skod eller skatte? Junk eller juveler? Lort eller lagkage? Fortsæt selv rækken af modsætninger. Måske kan du komme i tanke om mange flere, end dem, jeg har remset op her. Hvad dækker alle disse modsatrettede ord-par så over? Ja. jeg tør næsten ikke sige det højt, men hvis du lover ikke at sige noget til Michael, så skal jeg betro dig noget: Da jeg lærte Michael at kende, forstod jeg ikke det der med juvelerne og lagkagen. Måske var det derfor, der gik rigtig lang tid, før Michael rent faktisk inviterede mig med ud i laden for at se på alle hans skatte. Og det var nok meget godt, han var lidt tilbageholdende på lige præcis det punkt, for helt ærligt. Hans samling ville nok have taget pusten af selv den mest hærdede.
Michael og Rikkes første date.
Kan I se det for jer:
Rikke: Det var vel nok en dejlig middag. Tusind tak.
Michael: Ja, det var det. Hvad, øh… Har du lyst til en kop kaffe hjemme hos mig?
Rikke: En kop kaffe? Ja, tak. Det kunne da være hyggeligt.
(Hjemme hos Michael – stemningen er hyggelig og mere intim)
Rikke: Nå, men, tak for kaffe. Og en hyggelig aften. Jeg må også hellere se at komme hjem nu.
Michael: Allerede? Jamen, jamen, har du ikke lyst til at se min samling?
Rikke: Din frimærkesamling?
Michael: Tja… Altså… Hvis vi starter ude bagved i maskinhuset, og bagefter går igennem laden ud i værkstedet, og derefter ud i den anden længe, så går vi tilbage igen, ser gildesalen nedenunder, så går vi op ad trappen, ser hele førstesalen og så slutter vi af ude i de to gara…
Rikke: Jeg tror hellere, jeg må køre nu!!!
Michael: Jeg ringer til dig.
Rikke: Nej, det behøver du vist ikke.
Sådan foregik det heldigvis ikke, som I jo ved, og jeg blev ikke skræmt væk på første date. Men på trods af at jeg er vokset op med en mor, der forstår sig på møbelklassikerne, retroting og kunst og den slags, er der intet af det, der er blevet hængende hos mig. Du vil få det dårligt af at vide, hvilke formuer jeg i mine yngre dage har hældt i “storskrald” og “småt brændbart” fordi jeg kategoriserede det som shit/lort/junk (vælg selv), og fordi IDÈ Møbler og IKEA truede med et godt tilbud på noget, der så lidt mere moderne ud. Jeg mindes specielt et meget, meget, fint teaktræschatol, som jeg faktisk var ret glad for. Det havde masser af skuffer og små hylder, og en låge, der kunne klappes ud og bruges som bord. Men træet var mørkt og umoderne, og det var 1990’erne, og jeg var ung. Kan vi ikke bare sige, at det er min undskyldning? For chatollet var lavet af Børge Mogensen, og nogen på den genbrugsplads, jeg smed det ud på, har forhåbentlig set det og reddet det, inden det røg i forbrændingsanlægget.
(Vi har også ting, der ikke har med biler at gøre. Her “Kontorhjørnet”. Eller for de unge: De der fede real-time printere, der printer med det samme, man skriver)
Hemmelighed nr. 2
Derfor var det også klogt set af Michael, at der gik lidt tid, inden han lukkede mig løs i sit skatkammer, for selv med forklaringer og den store guidede tour kneb det lidt for mig at få øje på alle juvelerne. Her bliver jeg også lige nødt til at afsløre en anden hemmelighed for dig: Før jeg lærte Michael at kende, vidste jeg absolut ingenting om biler, og jeg betragtede en bil som en måde at komme fra A til B på. (Ja, du må gerne sætte dig ned for at komme dig oven på chokket) Eftersom mange af de skatte, Michaels samling indeholder er biler eller bil-relaterede, tog det selvfølgelig lidt tid for mig at forstå, hvor værdifulde de faktisk er. Ikke værdifulde i penge, men for den person, der lige står og mangler eller ønsker sig præcis den ting, som står i vores lade. Om det er en hel veteranbil, en dykkerhjelm der skal pynte i sommerhuset, eller præcis den ene specielle forlygte til bare en flad halvtredser er fuldstændig lige meget. Det er jeg-ønsker-mig-værdien, jeg-vil-have-faktoren eller jeg-mangler-lige-essensen, der på et nanosekund forvandler lort til lagkage.
I de næsten fem år, der er gået, siden jeg så Michaels samling første gang, har jeg lært tre ting. Den første og vigtigste er, at Michaels samling aldrig er statisk. Den er levende, ultradynamisk og skifter form konstant, og det er det, der gør den interessant. Mennesker, der ikke har været hos os i et år eller mere, vil se nye ting, når de kommer igen. Den anden ting, jeg har lært, er at alt i Michaels samling har en eller anden historie. Michael elsker historier, og han deler gerne ud af dem. Derfor er det heller ikke alting, han skiller sig af med. Nogle historier hænger man jo mere ved end andre. Den tredje ting er, at ingenting på vores omkring 1400 m2 “Vintage Farm” plads er stillet tilfældigt. Hvor jeg til at starte med tænkte, at jeg da bare lige kunne flytte lidt rundt på noget, hvis jeg lige ville se på en dims her eller en dut der, så lærte jeg, at det kunne jeg ikke. Alting har en plads, og der er en mening med galskaben, og når man lige har luret den, så kan man faktisk godt se, hvad meningen er (for det meste…).
(Michael hævder, at alle mænd har ret til at eje en kanon. Mit modsvar var, at alle kvinder har ret til at eje en Burberry trenchcoat. Vi har en kanon, men ingen trenchcoat fra Burberry. Hvad siger det om rangforholdet hjemme hos os?)
Øjnene, der ser
På engelsk siger man “Beauty is in the eye of the beholder” – skønhed afhænger af øjnene, der ser. Jeg kæmper stadig en anelse med at se skønheden i et utal af paller med gamle reservedele og et par andre småting, vi har stående, men tænk: Jeg har slet ikke smidt noget i “småt brændbart” eller i “storskrald” i flere år! Hvilken udvikling med at se juveler i stedet for junk er jeg ikke gennemgået på bare en 3-4 år?
Nu venter jeg så bare på, at Michael gennemgår samme eksplosive udvikling på det kulinariske område. Jeg har forgæves prøvet at fortælle ham, at grønkålssmoothies er stort set det samme som lagkage, men suk… Det er lang vej endnu.
(Skønhed afhænger af øjnene, der ser. Her et godt eksempel på, at man vist skal være mere end almindelig glad for biologi, hvis denne skal op over sofaen derhjemme i stuen)
PS: Nogle har været nysgerrige på, om vi har også har huset fuld af gamle ting og sager, og nej. Det har vi ikke. Jeg er elendig til det med indretning, så hjemme hos os er det Michael, der står for det med møbler og pynteting og sådan. Og nu kommer så den sidste hemmelighed, som du ama’r-halshug skal love ikke at fortælle Michael, for så bliver han så vigtig: Han er faktisk rigtig dygtig til det.
God weekend
/Rikke
Skriv et svar