Goodwood Revival – retrofestival, der rykker.

Kategorier:Oplevelser, Vintage
Rikke Boel Olesen

Denne gang skal det handle om en anbefaling til en event. Måske kender du den allerede? Den finder sted i Sydengland hvert år i september, og er noget af det mest spektakulære, vi har været med til. Læs med her.

Er du typen, der elsker temafester, menneskemængder og var en fast deltager på samtlige af sommerens festivaller fra Roskilde til Skanderborg? Er du til vintage og retroting, og elsker du alt fra årtierne 1940, 1950 og 1960? Eller er du bare fascineret af englænderne, der som ingen andre formår at skabe en event så fantastisk, at man tror, man er steget direkte ud af en tidsmaskine, når man kører ind på The Goodwood Estate  ved Chichester i det sydlige England? Uanset hvad skal du unde dig selv et besøg på Goodwood Revival. Vi tog turen over dammen til den årlige festival i september 2016.

IMG_1547

Når man ankommer til området kan man, hvis man er ankommet i en veteranbil, få lov at parkere tæt på selve indgangen. Fotoet herunder yder ikke området retfærdighed, for bare parkeringspladsen er en hel udflugt værd. Det, der er parkeret her af klassiske biler, er nok til at skrive tykke bøger om.

IMG_1588

Goodwood Revival finder sted på det enorme Goodwood Estate, som med sine 12000 hektarer byder på plads nok at boltre sig på. Selve festivallen er koncentreret omkring Goodwood Racing Track, hvor der i løbet af de tre dage, som arrangementet varer, køres utallige løb i veteranbiler fra de forskellige årtier. Ved siden af er der enorme områder med blandt andet en flyveplads, hvor der er både show og udstilling, et kæmpe marked for de fineste retroting og -tøj, ginbarer, frisørsaloner, barbershops, tesaloner, rulleskøjtebaner, amerikanske diners, biludstillinger, dansesaloner med levende musik fra dengang mormor svingede lårbasserne og meget, meget mere.

Her er hr og fru Boel Olesen nærmest lige steget ud af flyet efter en tur over Atlanten… (eller noget :-)).
IMG_1555IMG_1554






Området er enormt, og ja, der er mange mennesker. Ca. 150.000 billetter sælges der hver dag over de tre dage, som festivallen varer. Er du sådan en lidt forsigtig dansker, der tænker, at “det der med at klæde sig ud er der nok heller ikke nogen af de andre, der gør, så det er nok pinligt, hvis jeg er den eneste,” så kan du godt tro om igen! På Goodwood er ALLE klædt ud. Man rejser jo tilbage i tiden. Jo mere du går all-in, jo bedre. Er du kvinde og ikke så skarp til det med vintagefrisurer, så fortvivl ikke. For en flad engelsk tyver, får du sat dit hår i autentisk retrostil efter eget valg, og jeg garanterer for, der er så mange hårnåle og så meget hårspray i, at du kan sove på det, uden det kan ses (Er testet på eget hår, og så er 20 pund jo pludselig ikke så galt, vel?). Og englænderne kan bare det der med autenticitet i udklædningen. Prøv lige at se dette par med barnevognen. Er de ikke flotte?

IMG_1579

Er man til hatte er Goodwood lige det rette sted. Der er ikke den hat, der ikke kan købes i en af de mange fine boder på festivalpladsen. Disse tre herrer behøvede ikke meget andet end den rette hovedbeklædning for at komme i den rette stemning.
IMG_1552
Og hvis vi så tilføjer en fotograf med det rette retrofilter, er vi så ikke næsten hensat til en gangsterfilm af de helt store? Ville du måske turde sige en af disse gentlemen imod?

IMG_1562

Som du måske kan fornemme, er det ikke svært at komme i den rette stemning på Goodwood. Skulle det alligevel knibe, så hjælper det, når du undervejs på din rundtur støder på en “barbershop quartet”, der lige giver et nummer, eller en ægte engelsk bobby, der gerne stiller op til et foto.

IMG_1580IMG_1559

















For alle os kvinder, som godt kan lide at dresse op i en pæn kjole engang i mellem, er Goodwood Revival som at komme i himlen. Tja, altså lige indtil man møder en, der har den samme kjole på som en selv.  Men hun var sød og amerikaner og vi fik os en god snak, og det sjove ved sådan et arrangement, som ved de fleste andre biltræf og vintage events er jo, at fællesskabet vejer langt højere end forfængeligheden.

IMG_1571

Goodwood Revival finder som nævnt sted hvert år i september. Næste gang er den 13. – 15. september 2019. Det koster 188 GBP for et tre-dages pas og cirka det halve for en en-dags billet. Efter at have prøvet at være der vil min anbefaling være, at en dag er for lidt. Området er simpelthen for stort og begivenhederne for mange til, at man kan nå det hele på en dag. Hotellerne og B&B i området sætter priserne kraftigt op omkring festivallen, så vær i rigtig god tid med at reserver dit værelse, eller tag bil med, og book et værelse lidt længere væk fra området. Du kan læse meget mere om Goodwood Revival på deres hjemmeside ved at klikke lige her

En ting er sikkert. Det er ihvertfald ikke sidste gang herren og fruen her i huset har været på Goodwood. Måske ses vi næste gang?
God weekend.
/Rikke

IMG_1565


En Kommentar

  1. peter lorentzen
    peter lorentzenSvar
    30. november 2018 at 16:20

    Ærlig talt Michael, så falder du noget igennem hvad påklædning angår. Super elegant frue, og så dig med dit landsstryger tøj. Bedre held næste gang.

Skriv et svar

Din besked*

Du kan bruge disse HTML tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Navn*
Email*
Url